En 28-årig mand slap heldigt, da han lørdag blev stukket med en knust flaske under årets karneval i Aalborg.
En 22-årig mand er anholdt i sagen og sigtet for grov vold. Under et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring blev han varetægtsfængslet i fire uger.
Politiet har tidligere søndag fortalt om sigtelsen:
- Gerningsmanden får snittet den forurettede i hovedet og halsregionen med den knuste flaske, sagde vagtchef Poul Fastergaard tidligere.
- Det er ikke sådan, at han kommer i livsfare på noget tidspunkt, sagde han.
De to mænd kendte ikke hinanden på forhånd, og politiet kunne ikke tidligere fortælle, hvad der lå forud for episoden.
Optøjerne fandt sted uden for indgangen til Kildeparken i Aalborg ud på eftermiddagen, og politiet var hurtigt på stedet.
- Under karnevalet er vi faktisk så massivt til stede, at der nærmest bliver råbt til nogle patruljer i nærheden, at det her er sket. De er der, stort set lige efter at det er sket.
- Der er kun et minuts forskel på gerningstidspunkt og anholdelsen, lød det fra vagtchef Poul Fastergaard.
Den 22-årige blev anholdt klokken 16.35 lørdag.
Manden, der blev stukket, blev bragt til hospitalet for behandling af sine skader. Han er blevet stukket i halsregionen og i højre side af ansigtet.
Karnevalet lagde lørdag roligt ud, men frem til klokken 20.30 samme aften var i alt 12 personer blevet anholdt for forskellige former for kriminalitet.
Det skriver Nordjyske.
Foruden sagen med den knuste glasflaske blev en anden person også udsat for grov vold. Her blev en mand sparket i hovedet af to andre under et optog. De to mænd er anholdt.
Der var desuden mindre sager om narko, hærværk, besiddelse af falske penge og brud på ordensbekendtgørelsen.
/ritzau/