Der er lørdag aften lokal tid sket en mindre eksplosion i terminal tre i lufthavnen i Beijing, rapporterer det kinesiske nyhedsbureau Xinhua ifølge Reuters.
Sky News refererer flere kinesiske medier for at skrive, at eksplosionen er sket i ankomsthallen, og at der blev udviklet en del røg ved eksplosionen.
Reuters citerer et lokalt medie for, at en mand har detoneret en pakke med sort krudt, som normalt bliver brugt til fyrværkeri. Ifølge Sky News er det en mand i kørestol, der har forårsaget eksplosionen.
Øjenvidner fortæller ifølge Sky News, at manden, der sad i ankomsthallen, larmede og viftede med en hvid pakke, inden den eksploderede.
Sky News skriver, at lokale medier fortæller, at der er tale om en mand fra Shandong-provinsen, og at han blev født i 1979.
Han er angiveligt den eneste tilskadekomne ved eksplosionen og er ført til hospitalet.
Fly-driften har ikke været påvirket af eksplosionen, og alt skulle angiveligt fungere normalt igen.
/ritzau/