Ritzau
Opdateret kl. 12:26
En 23-årig mand er i kritisk tilstand, og en 64-årig kvinde er kommet alvorligt til skade efter en ulykke på E45 Nordjyske Motorvej natten til fredag.
Det oplyste vagtchef ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund tidligt fredag morgen.
Politiet oplyser, at den 23-årige op ad formiddagen fredag stadigvæk er i kritisk tilstand.
Ulykken skete omkring klokken 03.30 ved afkørsel 30 nær Støvring, da de to førere af hver sin bil kørte frontalt sammen.
Ifølge TV2 skyldes ulykken, at den unge mand kørte som spøgelsesbilist.
- De blev begge fastklemt, men de er nu blevet frigjort og sendt til Aalborg Sygehus, sagde Mads Hessellund fredag morgen.
Kvinden er uden for livsfare, oplyser politiet, der stadig er ved at undersøge sagen.
- Vi har en bilinspektør på stedet, og vi er stadig i gang med at foretage afhøringer, så vi forhåbentlig kan komme det lidt nærmere, sagde vagtchefen.
Ulykken skete i det sydgående spor, og motorvejen var spærret fredag morgen.
- Men fordi ulykken er sket mellem til- og frakørslen, så kan man stadig passere ulykkesstedet ved at køre af og på motorvejen igen, sagde Mads Hessellund.
De pårørende til de to tilskadekomne er blevet underrettet.
/ritzau/