En 53-årig mand fra Næstved blev fredag ved retten i Næstved idømt tre års fængsel for omfattende seksuelt misbrug af sin egen datter.
Ifølge Sjællandske er det sket over en periode på fire år, fra pigen var 13, til hun blev 17 år. Kvinden er i dag 24 år.
Det var en enig domsmandsret, der idømte manden straffen, som også omfatter en torterstatning på 100.000 kroner til datteren.
Sjællandske skriver, at manden blev dømt for at have haft "ikke under 50 samlejer med datteren".
Det kom frem i retten, at manden allerede i 2008 blev meldt til politiet af et andet familiemedlem. Dengang ønskede datteren imidlertid ikke at anmelde sin far.
Den dømte ankede på stedet dommen til landsretten.
Den 53-årige har på intet tidspunkt under sagens efterforskning været varetægtsfængslet.
Det blev han imidlertid efter domsafsigelsen, hvor to betjente kom ind i retten og hentede ham. Det blev besluttet, at manden skal forblive fængslet indtil endelig dom.
/ritzau/