Ritzau
Opdateret kl. 17:11
Tre mænd mellem 27 og 30 år er søndag blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter at de er blevet sigtet for drabsforsøg i forbindelse med et knivoverfald på et diskotek i Herning.
Det oplyser Henrik Nielsen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Det vides ikke, hvordan de forholder sig til sigtelsen.
En mand er fortsat i koma, efter at han blev stukket ned på Dansebar & Einstein i Herning sent lørdag aften.
I alt blev tre mænd stukket ned på diskoteket. Politiet modtog anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 23.42.
Ifølge politiet er mandens tilstand kritisk, men stabil. Den ene af de to andre blev stukket i lysken, og den sidste fik overfladiske skrammer. De er alle fra lokalområdet.
Tre mænd, der mistænkes for at stå bag, blev anholdt i løbet af natten. To blev anholdt i Slagelse klokken tre natten til søndag, mens den sidste blev anholdt klokken 04.30 i Vejle.
Vagtchefen sagde tidligere søndag til Herning Folkeblad, at manden var blevet ramt i brystet.
Motivet bag overfaldet kendes ikke.
/ritzau/