En 35-årig mand er tirsdag formiddag afgået ved døden i forbindelse med en ulykke, hvor han kørte frontalt ind i en parkeret lastbil i det nordlige Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Ulykken skete tirsdag formiddag, og manden blev bragt til Traumecenteret på Aarhus Universitetshospital. Ved middagstid tirsdag oplyser politiet, at manden i formiddags afgik ved døden.
Kommunikationsrådgiver Janni Lundager fra Østjyllands Politi fortalte tirsdag formiddag, at manden ramte lastbilen på Jens Olsens Vej i Aarhus Nord.
- Han kørte frontalt ind i en parkeret lastbil, sagde hun.
- Føreren af bilen er kørt til Traumecentret.
Det er endnu uvist, hvorfor manden ramte lastbilen, men en bilinspektør er tilkaldt og skal være med til at klarlægge forløbet.
Politiet har underrettet mandens pårørende.
/ritzau/