En person er hårdt såret efter et masseslagsmål kombineret med skud i Aalborg mandag aften.
Skudepisoden skete efter et større slagsmål mellem to rivaliserende indvandrergrupper, fortæller vagthavende hos Nordjyllands Politi, Frank Liltorp.
Politiet rykkede ud for fuld udrykning med alle de ledige vogne, da de fik meldinger om, at 10 til 15 personer var i gang med et heftigt slagsmål, hvor der blandt andet blev brugt køller.
De kæmpende parter spredte sig, ifølge vagthavende, i alle retninger, da patruljevognene nåede frem til kampscenen.
"Da vi når frem, viser det sig, at vi finder en 30-årig mand med indvandrerbaggrund, der er blevet ramt af et skud i brystet eller maveregionen. Han blev indbragt til Aalborg Sygehus, hvor han er lagt i kunstigt koma og ifølge lægerne er i en stabil tilstand. De kan dog ikke udtale sig om, hvorvidt han er uden for livsfare," fortæller vagthavende Frank Liltorp.
Politiet mener ikke umiddelbart at episoden har forbindelse til den verserende bandekrig.
Tre mænd er blevet anholdt i sagen.