Mand gemte maskinpistol og pumpgun i kolonihave

Krimi
Manden havde gemt tre våben - blandt andet en maskinpistol - i et et kolonihavehus. (Foto: Arkivfoto: Ritzau Scanpix)

En 29-årig mand er idømt tre år og ni måneders fængsel for blandt andet besiddelse af tre våben.

Da politibetjente i juli sidste år ransagede et kolonihavehus i Kalundborg i Nordvestsjælland fandt de en maskinpistol, en pumpgun og en riffel med kikkertsigte.

Det koster nu en 29-årig mand tre år og ni måneders fængsel, som han fredag blev idømt ved Retten i Holbæk, oplyser anklagemyndigheden i Midt- og Vestsjælland og det lokale medie sn.dk.

Manden valgte at anke dommen til landsretten på stedet.

På den 29-åriges daværende adresse i Mørkøv i Nordvestsjælland havde han desuden skjult 13 haglpatroner samt tre patroner i en skuffe.

Under de to ransagninger var politiet ifølge sn.dk i kontakt med manden, der dog efterfølgende gik under jorden. Politiet fandt ham 31. oktober, da en patrulje tilfældigvis stoppede ham.

Ud over de tre våben blev han dømt for vold, hæleri og overtrædelser af færdselsloven. Han fik også frakendt sit kørekort.

Anklageskriftet omfattede i alt 17 forskellige forhold.

Han blev frikendt for et forhold om trusler og et forhold for vold. Manden var også tiltalt for grov vold, men her fandt retten, at han skulle dømmes efter den mildere voldsparagraf, skriver sn.dk.

/ritzau/

Nyheder

Ryanair-boss:

Muslimske mænd er

den største risiko