Ritzau
Opdateret kl. 11:19
En 46-årig mand faldt tirsdag formiddag ti meter ned fra et tag på Værftsvej i Køge, da han var i gang med at udføre sig arbejde.
Onsdag formiddag er der stadig intet nyt om hans tilstand, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
- Ulykken skete i forbindelse med noget nedrivningsarbejde, oplyser Carsten Andersen, der er kommunikationsansvarlig i politikredsen.
Manden kom alvorligt til skade, og politi og ambulancer blev omgående sendt til stedet.
- Her til morgen er der ikke kommet noget nyt. Det er både godt og skidt, for vi hører oftest noget, hvis det er gået galt, fortæller Carsten Andersen.
Til tv2.dk siger han:
- Han var oppe på et tag og arbejde, da han falder igennem nogle loftsplader og falder 10 meter ned. Han lander på et hårdt gulv og bliver slemt kvæstet, siger kommunikationsansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi, Carsten Andersen.
Onsdag formiddag er manden er i kritisk tilstand, skriver tv2.dk.
Han oplyser endvidere, at sagen er overdraget til Arbejdstilsynet, der skal finde ud af, om der er sket en lovovertrædelse.
/ritzau/