Mandag eftermiddag udspillede der sig et blodigt drama i Taastrup, hvor en mand er endt med at blive dræbt af knivstik.
"Kort før kl. 13 i dag sker der noget uro i området, derfor bliver der ringet 112, og vi sender en patrulje derud, og de finder en person død," forklarer drabschef Charlotte Skovby, Københavns Vestegns Politi, til Newspaq.
Ifølge flere medier er der fundet en kniv i området ved ejendomskomplekset, men det vil hun ikke uddybe.
"I øjeblikket har vi vores teknikere inde i en lejlighed, og når de er færdige, skal vi have identificeret personen. Så vil vi også kunne sige mere om et eventuelt gerningsvåben," siger hun.
Ingen er endnu anholdt i sagen.