Det vides endnu ikke, hvorfor den gummiged, som den 55-årige var fører af, pludselig brød i brand og eksploderede. Men det står nu fast, at føreren ikke overlever ulykken, der fandt sted i en lagerhal ved 13-tiden torsdag.
Torsdag aften mistede manden livet som følge af de kvæstelser, han pådrog sig ved eksplosionen. Det oplyser Nordjyllands Politi ifølge nordjyske.dk.
Ilden bredte sig hurtigt fra gummigeden og fik fat i selve lagerhallen på foderstoffabrikken Dangrønt. Først torsdag aften lykkedes det brandfolk at få bugt med flammerne.
Ifølge hjemmesiden pådrog føreren af gummigeden sig forbrændinger på 80-85 procent af kroppen. Han blev umiddelbart efter ulykken kørt på Aalborg Sygehus, men blev senere overført til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet, hvor han døde af sine kvæstelser.
Den afdøde var bosiddende i Aars. Ulykken skal nu undersøges af arbejdstilsynet, ligesom bilinspektører skal undersøge den gummiged, der var skyld i eksplosionsbranden.