Tre mænd blev i nat reddet ud af et brændende hus på Nørrebro i København.
Den ene mand hang i armene ud fra en gesims på fjerde sal, og det var i allersidste sidste øjeblik, at brandmændene fik en stige ind under ham.
"Det var meget dramatisk derude. En af de personer vi måtte redde hang fra gesimsen, så vi måtte redde ham med drejestige og springpude. Vi snakker sekunder, så havde han ikke klaret den. Han hang altså fra fjerde sal i 10-12-meters højde," siger vagthavende brandinspektør i København Kasper Ninn Johansen til Nyhedsbureauet Newspaq.
De to andre blev reddet fra det eneste værelse i deres lejlighed, hvor der ikke var flammer.
To lejligheder er udbrændt, mens tre er blevet svært skadet i branden. Brandmændene frygtede for indebrændte, men alle blev reddet ud.
En brandmand kom til skade i branden, da han blev ramt af en nedstyrtende skorsten.
"De foreløbige undersøgelser viser, at han har brækket en ryghvirvel og et ben. Nu afventer han nærmere undersøgelser, men han er ved nogenlunde godt mod både fysisk og psykisk," lyder meldingen fra Kasper Ninn Johansen.