En 57-årig mand fra Aalborg er i kritisk tilstand, efter at han tirsdag formiddag på sin invalideknallert kolliderede med en bil.
Det oplyser Poul Fastergaard, vagtchef ved Nordjyllands Politi.
- I krydset ved Nyhavnsgade og Musikkens Plads skal en personbil dreje til venstre, men bilisten overser manden i invalideknallerten. Manden bliver slynget ud af invalideknallerten og pådrager sig svære hovedskader, siger vagtchefen.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 10.33.
Manden blev hurtigt fragtet til Aalborg Universitetshospital.
- Hans præcise tilstand kender vi ikke, men ulykken var voldsom, og det seneste, vi hørte, var, at det ser kritisk ud, siger Poul Fastergaard.
De pårørende er blevet underrettet.
/ritzau/