Midt- og Vestjyllands Politi har anholdt en 34-årig mand, der er mistænkt for voldtægt af en 9-årig pige. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Anholdelsen skete ifølge politiet fredag lidt over middag.
- Den foreløbige efterforskning peger på, at forbrydelsen skete onsdag den 13. juni mellem klokken 18.00 og 20.30.
- Pigen blev lokket ind i mandens bil i Vinderup nord for Holstebro og kørt til et p.t. uidentificeret gerningssted, skriver politiet lørdag morgen i pressemeddelelsen.
Allerede torsdag og fredag var der opmærksomhed omkring en større politiindsats ved Legind Sø på Mors. Det var efterforskningen af den mistænkte voldtægtssag.
- Af hensyn til den videre efterforskning kan politiet ikke oplyse yderligere, hverken om sagen i sin helhed eller om resultaterne af aktionen ved Legind Sø.
- Manden fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Herning lørdag den 23. juni 2018 klokken 12.00. Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre af hensyn til pigen og den videre efterforskning, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i pressemeddelelsen.
/ritzau/