Tirsdag aften anholdte Nykøbing Falster Politi en 32-årig mand fra Falster. Politiet har sigtet ham for at have voldtaget en 16-årig pige og for at have samleje med en mindreårig pige på 13 år natten til tirsdag.
Ifølge Lokalpolitiet i Nykøbing Falster havde manden fået etableret kontakt til pigerne, der bor på en institution i Jylland. Han hentede dem tilsyneladende derefter på institutionen i Jylland og bragte dem til Falster.
Voldtægten og samlejet med den mindreårige fandt herefter sted på en båd fortøjret ved havnen i Guldborgsund.
- Grundlovsforhøret i dag foregår bag lukkede døre, og vi kan ikke sige noget om, hvorfor han gjorde det eller hvordan han kom i kontakt med pigerne. Men de er formodentligt taget med ham frivilligt, selvom de ikke ser ud til at have nogen forbindelse til manden, siger vicepolitiinspektør ved politistationen i Nykøbing Falster, Søren Ravn.
Manden flygtede
I båden blev den 16-årige voldtaget, mens den 13-årige tilsyneladende frivilligt har haft samleje med manden. Den 16-årige ringede herefter til nogle bekendte, som straks slog alarm til politiet.
Manden var flygtet, men de to piger var stadig på båden, da politiet ankom til gerningsstedet.
Pigerne har ikke været udsat for vold og har det efter omstændighederne godt, oplyser politiet, som er i gang med at undersøge, hvordan manden kom i kontakt med pigerne, og hvem båden tilhører.
Ifølge Ekstrabladet.dk var pigerne dog blevet bedøvet med kokain før overgrebene.
- Det er korrekt, at pigerne i den konkrete sag fra tirsdag har fået kokain af manden før sex. Den 13-årige var blandt andet så påvirket, at hun ikke var i stand til at modsætte sig en voldtægt, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn til ekstrabladet.dk efter retsmødet.
Kendt af politiet
- Vi anholdt manden et sted på Falster og har nu sigtet ham for voldtægt mod den 16-årige pige og seksuel omgang med den 13-årige. Og når vi anholder manden, sigter ham og fremstiller ham i grundlovsforhør, så er det altså fordi, vi mener, at der er et solidt grundlag for at mene, at han har forulempet pigerne, siger Søren Ravn som kommentar til den seneste tids mange falske voldtægtsanklager.
Den 32-årige er i forvejen kendt af politiet, men ikke i forbindelse med seksuelle overgreb. Han bliver onsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre.