Mand anholdt for drabsplaner mod Westergaard

En mand i trediverne er blevet anholdt i Norge mistænkt for at have planlagt et angreb mod tegneren Kurt Westergaard.
Kurt Westergaard skulle dræbes i Norge.
Kurt Westergaard skulle dræbes i Norge. Foto: Jens Nørgaard Larsen

Ifølge den norske avis Dagbladet har politiet i Norge anholdt en mand i trediverne, som skulle stå bag det formodede angreb på den danske bladtegner Kurt Westergaard.

Westergaard er manden bag en af de omstridte muhammedtegninger, og han skulle tilsyneladende slås ihjel under et besøg i den norske hovedstad tidligere på ugen.

Avisen skriver at PST - Politiets Efterretningstjeneste - havde fået informationer om den kriminelles planer om et terrorangreb mod den danske tegner. Derfor afbrød Westergaard sit besøg i Norge tirsdag.

Meget tyder på, at den danske tegner skulle springes i luften under sit besøg i Litteraturhuset i Oslo.

Den anholdte mand er kendt af politiet. Han har tilhørsforhold til kriminelle netværk i Norge.

Kilde: Dagbladet

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.