Når finalen i dette års Champions League spilles 27. maj i den italienske hovedstad Rom, så er Manchester United det ene finalehold.
Tirsdag aften gjorde 'De Røde Djævle' kort proces mod Arsenal - allerede efter 11 minutter stod det nemlig 2-0 til United på mål af sydkoreaneren Park og frisparksmål af Ronaldo.
Arsenal spillede en elendig kamp og formåede aldrig at true United, der var i forrygende spillehumør, hvilket gjorde det umuligt at se, at holdet kun hentede en kneben 1-0-sejr i det første opgør på Old Trafford.
Efter én times spil satte Cristiano Ronaldo endnu en kasse ind bag Almunia i Arsenal-målet efter et flot kontraangreb, hvor Wayne Rooney uselvisk spillede portugiseren fri.
Med et kvarter igen fik Arsenal straffe. I situation modtog Uniteds Darren Fletcher et rødt kort, da han som sidste mand nedlagde Arsenals anfører Cesc Fabregas, så han sidder udenfor ved finalen om tre uger i den Evige Stad. Robbie Van Persie scorede sikkert trøstsmålet til slutresultatet 1-3.
Onsdag aften spilles den anden semifinale i London, når FC Barcelona gæster Chelsea på Stamford Bridge.