De største engelske klubber undgik hinanden, da der mandag aften blev trukket lod til ottendedelsfinalerne i den prestigefyldte FA Cup.
Set med danske øjne kan der være lagt i ovnen til et interessant opgør, hvis Huddersfield formår at vinde sin omgang fra den seneste runde mod Birmingham.
I så fald skal klubben med Jonas Lössl, Mathias "Zanka" Jørgensen og Philip Billing op mod Manchester United.
Tottenham med Christian Eriksen har også en omkamp på plakaten mod Newport. Vindes den, venter Millwall eller Rochdale i ottendedelsfinalen.
Premier Leagues suveræne førerhold, Manchester City, skal på udebane møde Wigan.
Det er en gentagelse af finalen fra 2013, som Wigan overraskende vandt.
Chelsea med Andreas Christensen skal på hjemmebane møde Hull, mens Kasper Schmeichels Leicester ligeledes har fordel af hjemmebane mod Sheffield United.
Pierre-Emile Højbjerg og Southampton trak en udekamp mod West Bromwich i næste runde.
Kampene skal spilles 17. og 18. februar. Der er finale på Wembley 19. maj.
På en mere overskuelig måde formede lodtrækningen sig i sin helhed således:
Sheffield Wednesday - Notts County/Swansea
West Bromwich - Southampton
Chelsea - Hull
Leicester - Sheffield United
Huddersfield/Birmingham - Manchester United
Millwall/Rochdale - Newport County/Tottenham
Brighton - Coventry
Wigan - Manchester City
/ritzau/