Manchester City vil gerne være Englands førende klub, men spillermaterialet står ikke mål med de store ambitioner - endnu.
Tidligere på sæsonen hentede City den brasilianske angriber Robinho i Real Madrid, og nu har man afgivet et bud på hans landsmand Kaka, der slår sine folder i AC Milan. Ifølge AP er der afleveret et bud på svimlende 820 millioner kroner.
Italienske medier tror dog ikke på, at Kaka skulle være interesseret i det skifte, der kunne bringe City tættere på at komme ud af naboklubben Uniteds skygge.
De store armbevægelser til trods har Manchester City haft svært ved at finde melodien i denne sæson, hvor holdet er i nedrykningsfare i Premier League.
Holdet er dog stadig med i europæisk fodbold, hvor den kommende modstander hedder FC København.