Malteser anklager Danmarks EM-banemænd fra '84 for doping

Spanierne, der kvalificerede sig til EM i 1984, var på præstationsfremmende stoffer, mener modstander.

Det var et større - og meget omdiskuteret fodboldmirakel - der indtraf 21. december 1983 på Estadio Benito Villamarin.

Det spanske fodboldlandshold skulle vinde den allersidste kvalifikationskamp mod Malta med 11 mål for at passere Holland i gruppe 7 og snuppe den førsteplads, der ville give adgang til EM i Frankrig året efter.

Det lykkedes lige præcis for spanierne, der vandt 12-1 og skabte grobund for spekulation om, hvorvidt der var tale om aftalt spil.

Det afviser maltesernes målscorer, Silvio Demanuele, som ifølge den spanske sportsavis AS peger på en helt anden årsag til det usædvanlige resultat. Han mener, at det spanske hold var dopet.

- Den energi, som de spanske spillere havde, var ikke normal. Der kom fråde ud af munden hos nogle af dem, og de drak store mængder vand.

- Det er det, der sker, når man tager steroider, siger Demanuele.

Han anklager også den tyrkiske dommer for at favorisere spanierne, og så mener han, at spanierne også forsøgte at svække det maltesiske hold med ufine tricks.

De spanske værter serverede citronskiver for Malta i pausen, og flere af spillerne følte sig underligt tilpas bagefter.

- Efter at have spist af citronskiverne følte jeg mig beruset, siger Demanuele.

Spanierne gjorde en god figur ved EM. Holdet fik sølv og slog Danmark ud i semifinalen efter en straffesparkskonkurrence, hvor Preben Elkjær - med hul i bukserne - skød sit forsøg langt over mål.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.