Et ikonisk landemærke er tabt i Middelhavet for altid.
Den populære turistattraktion Det Blå Vindue på den nordlige ø Gozo i Malta er styrtet i havet onsdag, skriver Reuters.
Den 50 meter høje naturlige klippe af kalksten var formet som en bue. Efter et stormfuldt vejr kollapsede den velbesøgte attraktion og sank i havet.
Geologer har i flere år advaret om, at klippen naturligt blev nedbrudt hurtigt af vind og vejr. Det fik myndighederne til at gøre det ulovligt at gå ud på klippebuen i 2016.
Tabet af naturfænomenet vækker sorg hos Maltas premierminister, Joseph Muscat. Han kalder det på Twitter en hjerteskærende hændelse.
- Rapporter har gennem årene vist, at dette landemærke ville blive hårdt ramt af uundgåelig naturlig erosion. Den triste dag er kommet, skriver han.
Det Blå Vindue var en af Maltas mest ikoniske attraktioner. Buen er blevet udødeliggjort i flere film og serier, herunder blandt andet den amerikanske "Game of Thrones".
Havet ved klippebuen var ligeledes et trækplaster for turister, der kom fra nær og fjern for at dykke og bade.
Og vovehalse hoppede ud fra den tårnhøje klippe og forsøgte at ramme havet, hvor der ikke lå klipper under overfladen.
/ritzau/