Alle passagerer og besætningsmedlemmer fra det kaprede, libyske fly, der tidligere landede i Malta, er nu frigivet. Også kaprerne har forladt flyet.
Det oplyser Maltas premierminister, Joseph Muscat, på det sociale medie Twitter.
- De sidste besætningsmedlemmer og kaprerne forlader flyet. Kaprerne har overgivet sig, er undersøgt og taget i forvaring, skriver Joseph Muscat.
Tv-billeder viser, hvordan en kaprer træder ud af flyet, rækker hænderne i vejret og bliver anholdt.
På maltesisk tv kunne man tidligere se, hvordan en gruppe passagerer bevægede sig ned ad en trappe og ud i en ventende bus. Efterfølgende blev passagererne frigivet i grupper og gik ind i ventende busser.
Billeder viste desuden en formodet kaprer, der placerede et grønt flag ved døren til flyet.
Ifølge ubekræftede kilder kræver flykaprerne, at der bliver skabt et Gaddafi-venligt parti i Libyen. Muammar Gaddafi er Libyens tidligere diktator, der blev væltet og dræbt i 2011.
På et pressemøde fredag aften fortalte Joseph Muscat, at kaprerne ikke har søgt politisk asyl. Han fortalte samtidig, at kaprerne var bevæbnet med en håndgranat og en pistol.
Tidligere blev det fortalt, at der var 109 passagerer om bord foruden de syv besætningsmedlemmer og kaprerne.
Flyet lettede fredag morgen fra byen Sebha i det sydvestlige Libyen med kurs mod landets hovedstad, Tripoli.
Billeder fra hjemmesiden Flightradar24 viser, at flyet ikke landede i den libyske hovedstad. I stedet fortsatte det mod nord ud over Middelhavet og landede siden i Malta.
Flyet af typen Airbus A320 landede i Maltas internationale lufthavn klokken 11.32, skriver avisen Malta Today.
/ritzau/