Det sidste overlevende sumatranæsehorn i Malaysia er dødt.
Det oplyser de lokale myndigheder natten til søndag dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Sumatranæsehorn var tidligere almindelige i det østlige Indien og Malaysia.
Men næsehornene er næsten blevet udryddet, og på nuværende tidspunkt er der blot 80 sumatranæsehorn tilbage på verdensplan. Det anslår Verdensnaturfonden (WWF).
Der eksisterer i dag blot en håndfuld vilde sumatranæsehorn, og den vilde bestand befinder sig alene i Indonesien.
Det sidste sumatranæsehorn i Malaysia var en 25 år gammel hun ved navn Iman, som nu er død af en kræftsygdom.
Det oplyser Augustine Tuuga, der er direktør for den myndighed i Malaysia, der beskæftiger sig med dyreliv.
Næsehornet befandt sig på den del af øen Borneo, der hører under Malaysia.
- Hun var begyndt at lide voldsomt under det stigende pres fra svulsterne, siger Augustine Tuuga.
- Jeg tror, at vi kan bekræfte, at sumatranæsehornet nu er uddød i Malaysia.
Den sidste han af arten i Malaysia, som blev kaldt Tam, døde i maj i år. Tam levede i samme område på Borneo som den nu afdøde hun.
Ifølge John Payne, der er direktør for organisationen Borneo Rhino Alliance, er sumatranæsehornene blevet ramt hårdt af flere faktorer.
Herunder forandringer i klimaet, vegetationen og jagten på ingredienser til traditionel kinesisk medicin.
Siden 2011 har man i Malaysia forsøgt at avle næsehornsracen gennem kunstig befrugtning, men uden held. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/
/ritzau/AFP