Der var ingen over og ingen ved siden af Barcelona og Messi i årets Champions League-finale. Spanierne vandt på overbevisende vis 3-1, og efter kampen tøvede modstandernes træner Alex Ferguson heller ikke med at kalde Catalanerne for det bedste hold nogensinde.
"Jeg forventede, at vi ville have klaret den bedre, men vi må erkende, at vi blev slået af et bedre hold i dag. Det er det bedste hold, vi nogensinde har mødt," sagde Alex Ferguson efter nederlaget.
Alex Ferguson ærgrer sig dog over resultatet, som han betragter som skuffende, men han lover, at Manchester United vender stærkt tilbage i næste sæson.
"Det er ingen skam at tabe til Barcelona. Ingen har nogensinde banket os sådan. Vi kunne slet ikke holde Messi tilbage, men det er der mange hold før os, der har måttet erfare de seneste år. Udfordringen nu bliver at forbedre os, og det vil vi gøre til næste sæson," sagde United-træneren.