En 14.-plads blev resultatet, da Kevin Magnussen lørdag var i aktion for sidste gang inden kvalifikationen til Formel 1-grandprixet i Mexico senere lørdag.
Haas-køreren, der følte sig syg efter fredagens to træninger, kom først i aktion, da der resterede omkring 35 minutter af den afsluttende træning lørdag.
Kevin Magnussen var knap fire tiendedele hurtigere end sin Haas-kollega Romain Grosjean, der kørte i 17.-hurtigste tid.
Hollænderen Max Verstappen (Red Bull) var hurtigst i den afsluttende træning.
Lewis Hamilton var næsthurtigst i sin Mercedes.
Briten kan søndag blive verdensmester for fjerde gang, når grandprixet køres i Mexico.
Lørdagens kvalifikation i Mexico går i gang klokken 20 dansk tid.
/ritzau/