Den 32-årige træner, der kommer fra et job i den svenske Allsvenskan-klub GAIS Göteborg, blev mandag præsenteret på et pressemøde i klubben.
Han har underskrevet en treårig kontrakt med nordjyderne fra 1. januar.
"Vi er glade for, at det lykkedes at sikre os ét af Nordens allerstørste trænertalenter, som vi har udvalgt efter grundig research, tests, referencer og flere samtaler," siger AaBs sportsdirektør Lynge Jakobsen og fortsætter:
"I vores trænerjagt har vi haft en strategi om at finde en mand, der både på SAS Liga-niveau, på talentområdet og rent ledelsesmæssigt kan udvikle AaB. Vi er overbeviste om, at Magnus Pehrsson og AaB er et rigtigt match," siger han.
Magnus Pehrsson stoppede sin aktive karriere i 2003 på grund af en alvorlig skade, hvorefter han slog sig direkte ind på trænergerningen.
Pehrsson har udover GAIS været træner i IK Sirius og Åtvidaberg, mens den aktive karriere er gået over Djurgårdens I.F., Bradford City, og IFK Göteborg.