A.P. Møller Mærsk skuffer i tredje kvartal analytikere, der havde forventet et bedre resultat på bundlinjen fra koncernen.
Analytikerne havde ventet et resultat efter skat på 6,4 milliarder kroner i kvartalet ifølge et estimat indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans. Resultatet blev 5,6 milliarder kroner.
Før skat lander A.P. Møller Mærsk et overskud på 11,7 milliarder kroner.
Mærsk forventer selv et resultat omkring 22,7 milliarder kroner i 2012, hvor det i 2011 var på 3,4 milliarder dollar, eller knap 20 milliarder kroner.
Det fremgår af kvartalsregnskabet fra det store danske shipping- og oliekonglomerat onsdag morgen.
Tidligere hed forventningen "et resultat lidt over" 2011, hvilket stadig må siges at være tilfældet.
I Mærsks olie- og gasdivision forventer koncernen nu "et højere resultat" end i 2011. Tidligere hed prognosen "et resultat på samme niveau som resultatet for 2011" på 11 milliarder kroner.
Mærsk-topchefen, Nils Smedegaard Andersen, er overordnet tilfreds med resultatet, selv om analytikerne havde større forventninger.
- Jeg er faktisk godt tilfreds med resultatet, siger han onsdag morgen.