"Har I hørt, at lille Victor er stoppet med at bruge sut? Han klynker kun lidt, når han skal puttes…"
Jo tak. Både mandlige og kvindelige kollegaer hører den store nyhed, der bliver kundgjort for alverden i kantiner, produktionslokaler og kontorlandskaber.
Men mændene vil ofte hellere være nyheden foruden.
En mindre rundspørge foretaget af analyseinstituttet Wilke for Avisen.dk blandt 339 danskere med fast job, tyder på, at mange mænd er godt træt af kollegaers snak om børn.
Ævler og kævler
Kun to ud af ti mænd gider høre kollegaerne pludre løs om børn, mens fire ud af ti kvinder synes, at det er alle tiders at høre om kollegaernes unger ofte.
Dobbelt så mange mænd som kvinder ønsker kun sjældent at høre om rollingerne.
"Kvinderne ævler og kævler om deres unger, men det har ingen steder hjemme på en arbejdsplads. Var jeg chef, ville jeg bede dem holde deres kæft og passe deres arbejde,” siger Mads 'Blærerøv' Christensen.
At mændene i mindre omfang end kvinderne gider høre om børn, skyldes ifølge Mads Christensen, at mænd og kvinder kommer fra hver sin planet.
"Vi forstår ikke hinanden, interesser os ikke for det samme, slet ikke om andres børn. Mænd interesserer sig for fodbold og biler, og det skal de også stoppe med at snakke om og passe deres arbejde," opfordrer han.
Samtaler med kollegaen giver frirum
Ifølge sociolog Pernille Tanggard er det dog umuligt at passe sit job, hvis man ikke snakker med kollegaerne.
"Samtaler er med til at give et frirum på jobbet. Man møder hinanden i nogle andre roller. Det bryder magtstrukturer og giver et godt arbejdsklima," siger Pernille Tanggaard.
Hun mener ikke, at man skal holde sig fra at tale om børn på jobbet, for det er en stor del af vores identitet. Til gengæld kan det godt tage overhånd, og det må det ikke.
"Har man et meget presset familieliv, kan arbejdspladsen godt fungere som helle, hvor man ikke ønsker at snakke med kollegaen om sine børn. Det kan begge forældre godt have brug for," siger Pernille Tanggaard.
Hun peger også på, at man savner samtalen med sin kollega, hvis man arbejder hjemme eller alene.