Fire mænd sidder i dag på anklagebænken for at have sexmisbrugt tre piger på 13 og 14 år.
De fire mænd er henholdsvis 20, 22, 23 og 28 år og er i dag i Københavns Byret, hvor de står anklaget for sexmisbrug af de unge piger i en lejlighed på Enghavevej i København.
I mindst to tilfælde er den 13-årige pige blevet voldtaget. Det første overgreb skete på bagsædet af en bil på Vestre Kirkegård, hvor pigen blev holdt nede, mens hendes bukser og trusser blev flået af, og den 20-årige voldtog hende.
"Der er tale om fuldbyrdet voldtægt, som er sket over perioden mellem den 28. juli til den 1. august. Vi kan dog ikke med sikkerhed sige hvornår," sagde Henning Schou-Kofoed fra Københavns Politi til ekstrabladet.dk, da den 20-årige blev varetægtsfængslet.
Pigen er angiveligt blevet voldtaget i lejligheden på Enghavevej af den 22-årige. Denne voldtægt fandt ifølge anklagen sted 5. august om aftenen.
Efterhånden som efterforskningen af voldtægterne skred frem, stod det klart, at de fire mænd alle var involveret i sexmisbruget af pigerne.
Mændene har siddet varetægtsfængslet siden slutningen af august og starten af september.