I øjeblikket taler vi meget om madspild, fordi danskere hælder frokost-rester og halve middagsretter i skraldespanden. Men det er det rene vand i forhold til, hvad der foregår på de syv have.
Halvdelen af alle fisk, som flåderne i Nordsøen hiver ombord hvert år, kasseres nemlig og smides overbord igen.
Det beløber sig til ikke mindre end én million døde eller døende fisk, der ryger over rælingen - i stedet for ud på madtallerkenerne i Europa.
Det skriver den britiske avis The Independent, som har sine fiskespilds-tal fra en kampagne, der kæmper for at reformere EU's fiskeripolitik. Professor Callum Roberts fra universitetet i York, en af verdens førende eksperter på området, nedjusterer tallet en anelse, men medgiver, at der i hvert fald er tale om mere end 25 procent af alle fangster.
Fiskene kasseres af flere forskellige årsager: De kan være for små, af den forkerte art - eller bare i så store mængder, at den enkelte erhvervsfisker vil undgå at overskride sine tilladte kvoter.
Kilde: The Independent