Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, slår fast, at kriminelle udlændinge uden opholdstilladelse skal udvises.
Udtalelsen kommer, to uger efter at en tunesisk mand myrdede to kvinder med knivstik i Marseilles.
Den 29-årige drabsmand Ahmed Hanachi var to dage forinden blevet anholdt af politiet for butikstyveri. Men dagen efter blev han løsladt igen.
Han havde ikke opholdstilladelse i Frankrig.
- Vi vil bruge de mest alvorlige tiltag. Vi vil gøre, hvad vi er nødt til at gøre, siger Macron i et tv-interview.
Ahmed Hanachi stak de to kvinde ihjel på en togstation i Marseilles, hvorpå han blev skudt af politiet.
Islamisk Stat har siden taget skylden for dobbeltdrabet, men franske efterforskere siger, at de ikke har fundet beviser for, at den tunesiske drabsmand havde forbindelse til jihadister.
Politiet kendte ham i forvejen og ikke kun for butikstyveriet. Han var kendt for at have problemer med narkotika og alkohol, og han begik forskellig kriminalitet og brugte syv forskellige identiteter.
Præsident Macron siger ifølge det tyske nyhedsbureau dpa i interviewet med tv-stationerne TF1 og LC1, at to højtstående offentlige embedsmænd har fået en disciplinærstraf, fordi han blev løsladt efter butikstyveriet.
Men præsidenten siger også, at det er umuligt at have et samfund, hvor risikoen for et angreb er lig nul.
Frankrig er over de seneste to og et halvt år blevet ramt af flere terrorangreb, der har kostet 239 mennesker livet.
Der er i øjeblikket undtagelsestilstand i Frankrig i et forsøg på at knuse militante, islamiske netværk og hindre nye angreb.
/ritzau/AFP