Der venter de danske håndboldherrer en rigtig "herrefight", når de i aften løber på banen mod ærkerivalerne fra Norge i mellemrundens anden kamp.
Det vurderer den tidligere landsholdsfløj og nuværende Team Tvis Holstebro-spiller, Lars Rasmussen.
"Norge er en lille smule bedre, end de plejer at være grundet deres forsvar. Og det er der, vi kan få en udfordring. Vores angreb har absolut ikke været godt, og i aften møder vi et knaldstærkt forsvar og en af de to bedste målmænd i øjeblikket," siger Lars Rasmussen og henviser til FCK-målmanden Steinar Ege.
"Steinar Ege er stærk, og det er ikke mange mål, der er lavet mod Norge. Vi skal vinde målmandsduellen, og gør vi det, har vi en meget stor chance for at vinde kampen. Hvis Ege til gengæld får lukket fornuftigt af, og forsvaret står, hvor det skal, bliver det en meget lige kamp, og så kan det blive rigtig svært," siger Lars Rasmussen.
Han mener, at al logik burde lade Niklas Landin fortsætte i målet efter hans flotte indsats mod Rusland i aftes, men han tror alligevel, at Ulrik Wilbek satser på den rutinerede Kasper Hvidt.
En af de spillere, der også kan få en afgørende rolle i aften, er den femdobbelte målscorer mod Rusland, Mikkel Hansen.
"Vi har lidt problemer angrebsmæssigt, når vi møder de rigtig gode forsvar, og det kommer vi altså til i aften. Derfor har vi brug for, at Mikkel Hansen kan hamre de lette bolde ind ude fra de ti meter. Han er ved at få skudt sig i gang og skal nok få lavet nogle mål. Om det bliver nok, ved jeg ikke," siger Lars Rasmussen.
Men det er ikke kun Kasper Hvidt og Mikkel Hansen, der skal sikre dansk sejr i aften. Det er en kollektiv indsats, der skal bære Danmark frem mod de norske individualister, mener Lars Rasmussen.
"Spiller for spiller er vi bedre, og det er 7-9-13 stort set altid os, der ender som sejrherrer, når vi møder nordmændene ved en slutrunde. Så jeg tror på en typisk dansk sejr på en tre-fire mål," lyder det optimistisk fra fløjspilleren.
Danmark møder Norge klokken 20.15 i aften.