45 minutter med en efterhånden overfyldt blære kan være meget lang tid.
Det måtte den tyske målmand Jens Lehmann sande.
Få minutter før pausen forlod han nemlig sit mål, og spænede over reklame-barrieren. Her tissede han, mens han sad på hug. Derefter vendte han tydeligt lettet tilbage til sit mål.
Scenen fandt sted onsdag aften, da Lehmanns hold VfB Stuttgart mødte det rumænske hold Unirea Urziceni i Champions League.
Hændelsen er omdiskuteret i tyske medier, da Lehmann faktisk ikke må forlade banen uden tilladelse under en kamp. Den slags kræver dommerens tilladelse - men heldigvis for Jens Lehmann opdagede dommeren aldrig situationen, og han slap dermed for at få et gult kort.
Stuttgarts sportsdirektør Horst Heldt roser dog Jens Lehmann for hans håndtering af situationen.
"Jeg synes han håndterede det professionelt. Han kunne jo ikke rigtig løbe i omklædningsrummet under kampen. På den måde minder det mig om Tour de France. Nogen gange har man bare ikke noget valg," siger han til The Guardian.
Kampen mod Unirea Urziceni endte i øvrigt 3-1 til Stuttgart.
40-årige Jens Lehmann annoncerede for nylig, at han trækker sig tilbage fra professionel fodbold. Om det skyldes almindelige problemer med hans prostata melder historien dog intet om.