Køer har længe været beskyldt for at øge CO2-udledningen med deres prutter. Men nu kan de selv være med til at løse problemet med deres urin.
I forsøget på at finde en afløser for olien, har forskere fra Ohio University nemlig fundet ud af, at urin kan bruges som brændstof til vores biler, til opvarmning af vores hjem og til at forsyne såvel hårtørreren og fjernsynet med energi.
Den nye opdagelse har fået navnet 'Pee Power', skriver discovery.com.
Kort sagt går det ud på at udvinde brint fra urin. Problemerne med brint som brændstof har nemlig tidligere været, at det blandt andet er dyrt at udvinde.
Men nu har det vist sig, at det er langt billigere og lettere at udvinde brint fra urin end fra vand, som ellers også består af brint og oxygen.
Urin indeholder nemlig store mængder af stoffet nitrogen, som er nødvendigt for at udvinde brint.
Ved at forsyne urinen med nikkelelektroder er det ifølge forskerne muligt at udvinde brint, som så kan bruges som brændselsceller.
"En enkelt ko kan levere energi nok til opvarmning af vandet i 19 huse," siger Gerardine Botte, en af forskerne bag projektet.
Hun råder dog folk til at vente med at sætte deres egen urin på flaske, til udviklingen er nået lidt længere.
"Det er ikke en løsning for alle vores biler, men det er en proces, som vil finde mange anvendelsesmuligheder og vil være med til at gøre verden grønnere," siger Botte.