De radikale har historisk set været tungen på vægtskålen, der afgjorde, hvem der fik regeringsmagten i Danmark. Men denne indflydelsesrige position er nu langt uden for rækkevidde, viser en ny meningsmåling.
Socialdemokraterne står nemlig til af få 44 mandater, SF går voldsomt frem til 39 mandater og Enhedslisten klarer sig over spærregrænsen med fire mandater, hvis der var valg i dag, viser meningsmålingen, der er foretaget af Sentio Research Danmark for Nyhedsbureauet Newspaq.
Det betyder, at de tre partier kan danne et flertal med 90 mandater uden at skulle hente støtte fra de radikale, forudsat at de fire nordatlantiske mandater som sædvanligt fordeler sig med tre røde og et blåt mandat.
Det er dog næppe sandsynligt, at de radikale ikke vil blive tilbudt en plads i en S-ledet regering, selvom målingen skulle holde stik, mener politisk redaktør i DR, Ask Rostrup. Men det vil være umuligt at holde SF ude.
"De radikale vil med garanti få buddet om at komme med i en regering, uanset om der kan laves flertal uden om dem. Men omvendt skal det siges, at med sådan et valgresultat, vil SF være fuldstændig uomgængelige deltagere i en regering," siger han.
Redaktøren henviser til, at hverken Helle Thorning-Schmidt (S) eller Margrethe Vestager (R) åbent har tilkendegivet, at SF skal sidde med i en S-ledet regering.
De radikale selv går ifølge målingen tilbage til historisk lave fem mandater. Selvom de ikke ligefrem er nødvendige for at danne flertal, vil en regering med S og SF dog alligevel være taknemmelige for de fem ekstra stemmer i folketingssalen, mener Ask Rostrup.
"Det røde flertal i målingen er spinkelt, fordi det forlader sig på nogle nordatlantiske mandater. Det er det skrøbeligst tænkelige flertal, og derfor er det selvfølgelig rart, at man også har fem andre mandater, man kan arbejde med," fastslår Rostrup.