Spænd livremmen og fasthold servicen.
Over halvdelen af danskerne mener, at der kan spares masser af penge på at effektivisere den offentlige service, uden at det går ud over servicen til borgerne.
Det viser en ny måling foretaget for Ugebrevet A4.
De Konservative er ikke overraskende glade for målingen.
Nu må kommunerne stoppe deres hyleri og levere varen, siger kommunalordfører Henrik Rasmussen (K).
"Administrationsomkostningerne er steget efter kommunalreformen, hvilket jo ikke har været meningen. Der er masser af områder i forhold til kommunikation og it-afdelinger, hvor man skal spare. Det er jo nærmest blevet et legalt ta-selv bord, og det går jo simpelthen ikke," siger han til Newspaq.
Professor ved Syddansk Universitet, Asbjørn Sonne Nørgaard, der i mange år har forsket i reformer af den offentlige sektor, advarer dog mod at tro, at der ligger store effektivitets-gevinster og venter i det offentlige.
"Effektiviseringer er en fortærsket traver. Der er simpelthen grænser for, hvor meget der kan effektiviseres på kerneydelserne," siger han til Ugebrevet A4.
Regeringen fremlægger i denne uge sit såkaldte konvergensprogram, der med al sandsynligvis vil lægge op til milliard-besparelser i det offentlige.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har allerede meldt ud, at Danmark skal spare 27 milliarder kroner fra 2011 til 2014 for at rette op på det store offentlige underskud.