Det har været offensivt og effektivt, det spil, som Lyngby-drengene har leveret indtil videre i Superliga-sæsonen. Så effektivt, at klubben med en sejr i aftenens kamp mod OB kan bringe sig op på en tredjeplads i tabellen.
Alligevel mener klubbens sportschef, Birger Jørgensen, at en bronzemedalje vil være urealistisk i det lange løb.
"Vi har selvfølgelig joket lidt med, at vi ligger foran OB. Men vi er nyoprykkere, har en smal trup og har rigeligt at se til, så vi kigger stadig mod den nederste streg," siger han til Newspaq.
Og Birger Jørgensen påpeger samtidig, at det hele ligger så tæt i Superliga-tabellen, at alt kan ske for det nordsjællandske hold.
Der er i øjeblikket fem point mellem nummer tre og nummer elleve, så en sejr i aftenens kamp vil nærmest være et drømmescenarie.
"Det er klart, at tre point, når det ligger så tæt, vil gøre, at vi da er væk fra den nederste streg i et par runder mere. Så det ville være fantastisk," siger han.
Men uanset aftenens resultat er klubbens målsætning stadigvæk overlevelse i ligaen, og det må være forventeligt, at OB vinder.
"Alle ved selvfølgelig, at der er sket noget med de indre linjer i Odense, men de har stadig et fantastisk godt hold med mange dygtige spillere, så de må være favoritter til dagens kamp," siger Birger Jørgensen.
Kampen fløjtes i gang på TRE-FOR Park klokken 19.