Den 25-årige kantspiller David Boysen kan atter kalde sig Lyngby-spiller. Onsdag meddeler superligaklubben, at den har hentet Boysen på en etårig kontrakt gældende kalenderåret 2017.
Det sker 12 dage efter, at Boysen blev fritstillet i den hollandske klub Roda, hvor han nåede at tilbringe en halvsæson.
For Lyngby-træner David Nielsen var det en let beslutning at hente Boysen, da muligheden opstod.
- Jeg har ikke brugt ret mange minutter på at træffe den her beslutning, for nogle gange får man en ekstraordinær, oplagt chance, som det er tilfældet her.
- David har, siden han forlod os, udviklet sig meget som atlet og menneske, og han har fortsat et kæmpe vindergen og nogle åbenlyse spidskompetencer.
- Derudover kræver David fire sekunders integrationstid. Han kender vores spillestil, hele klubben, holdet, staben og den måde, vi gerne vil gribe tingene an på, lyder det fra David Nielsen.
Boysen har tilbragt det meste af karrieren i Lyngby. Her spillede han fra 2011 til 2015 bortset fra en kort smuttur til Viborg.
I januar 2016 skiftede han til Brøndby på en kontrakt gældende for to et halvt år, men han nåede kun at spille for klubben i lidt mere end et halvt år, inden han i stedet rykkede til Roda.
Transfervinduet lukkede tirsdag, så Lyngby har måttet søge dispensation hos Dansk Boldspil-Union for at kunne hente Boysen.
Klubben har desuden fået dispensation, så Boysen kan repræsentere sin tredje klub i indeværende sæson, skriver Lyngby på sin hjemmeside.
Boysen har 45 gange optrådt for diverse danske U-landshold.
/ritzau/