EU's budgetkaos kunne dårligt være kommet på et værre tidspunkt.
Det vurderer Venstres EU-ordfører, Lykke Friis, efter at EU's stats- og regeringschefer fredag ved et topmøde i Bruxelles opgav at nå til enighed om et langsigtet EU-budget for perioden 2014-2020.
- Det er ikke noget godt signal. Vi står midt i en gældskrise. Vi står langt fra hinanden, når det gælder EU's bankunion, ikke mindst banktilsynet. Så der er ikke behov for en langvarig budgetkrise, siger Lykke Friis.
Det havde været en sensation, hvis EU's 27 stats- og regeringschefer var blevet enige om budgettet, når de højlydt ikke regnede med succes undervejs i Bruxelles, mener Lykke Friis.
Hun understreger, at EU ikke havde skabt vækst med det forslag, som lå på bordet.
Sparekniven kørte hen over forskning, og programmet "Connecting Europe", som skal skabe bedre infrastruktur, påpeger hun.
Sparekniven ville beskære danske interesser som Femern-forbindelsen samt havvindmølleparken Kriegers Flak, som fra Østersøen skal forbinde el-nettet i Danmark, Sverige og Tyskland, siger Lykke Friis.
Danmark kan foreløbig også skyde en hvid pind efter rabatten på én milliard kroner, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) krævede på topmødet.
Hun arvede forslaget fra Lars Løkke Rasmussens VK-regering, som budgetterede med beløbet i sin genopretningsplan.
Men Venstres EU-ordfører frygter ikke lommesmerter nu.
- Der er stadig tid til at enes om et nyt budget i 2013. Milliarden er først disponeret i dansk økonomi i 2014. Men det er vigtigt, at vi får et fremtidsrettet budget. Rabatten er kun reel, hvis budgettet ikke stiger, og pengene skal gå til det fremadrettede, siger hun.
- Vi skal ikke kun fokusere på rabatten, men det samlede regnestykke, mener Lykke Friis.
Hun vil ikke vurdere, om budgetstriden kan ende med en gentagelse af situationen under de sidste budgetforhandlinger.
Her nedlagde den daværende britiske premierminister, Tony Blair, først veto mod EU's budget for et halvt år senere at indgå en aftale i 2005.
/ritzau/