Omkring 20 slagteriarbejdere har på andet døgn nedlagt arbejdet på Vejle Eksportslagteri.
Slagteriet har meddelt, at det lukker ved udgangen af april måned, men de ansatte føler ikke, at de har fået tilstrækkelig information om lukningen, og hvad der skal ske med deres arbejdspladser efterfølgende.
Samtidig er slagteriarbejderne vrede over, at slagteriets ledelse har forhindret den lokale faglige sekretær Svend Egon Christensen fra NNF Horsens-Vejle i at tage kontakt til slagteriets direktør og at være bisidder ved et forhandlingsmøde.
"Jeg var til møde med de ansatte i dag, hvor jeg opfordrede dem til at genoptage arbejde, fordi det er en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Men det valgte de at lade være med, og de er gået hjem," siger Svend Egon Christensen til Newspaq.
Slagteriet i Vejle er ejet af Skare Food, der også har aktiviteter i blandt andet Vejen og Århus. Medarbejderne er blevet tilbudt at de kan fortsætte andre steder i virksomheden.
"Men medarbejderne er i tvivl om, hvad de er blevet tilbudt. De ved ikke, hvor de skal arbejde, og de kender ikke deres løn eller arbejdsvilkår. Blandt andet er der blevet talt om skifteholdsarbejde," siger Svend Egon Christensen, der er ked af situationen.
Ifølge Svend Egon Christensen har Vejle Eksportslagteri en såkaldt forhandlingspligt i forbindelse med varsling af fyringer.
Det betyder, at virksomheden i følge loven skal forhandle med lønmodtagerne og disses repræsentanter om at afbøde virkningerne af virksomhedslukningen.
"Vi vil bare i dialog med virksomheden, så vi kan hjælpe de ansatte med f.eks. omskoling, aftrædelsesordning eller efterløn. Men det kræver, at vi kan holde et møde, og at der bliver sat et lokale af og tid," siger han.
Senere i dag mødes repræsentanter fra Fødevareforbundet NNF og Dansk Industri for at drøfte sagen.
Skare-Gruppen beskæftiger knap 700 mennesker på dens slagterier.