Når Superligaklubber rykker ned, bliver ord som krise og deroute ofte brugt. At det ikke bare er tomme ord, kan de skriver under på i Esbjerg.
Byens Superligahold rykkede for en måned siden ned, og på et møde mandag aften blev regningen præsenteret.
JydskeVestkysten skriver i dag tirsdag, at EfB-direktør Søren Poulsen i går forklarede en række af investorer og aktionærer, hvad forårets nedrykning kommer til at koste klubben.
Og det var ikke småting, der blev sagt på mødet. Skaf 20 millioner kroner inden 1. september, ellers lukker klubben.
"Hvad sker der, hvis det ikke lykkes?" blev der ifølge avisen spurgt fra salen.
"Så bliver der ikke spillet fodbold herude længere," svarede direktør Søren Poulsen.
Ifølge JydskeVestkysten har klubben endnu ikke fået tilsagn om yderligere støtte. Mødet i går gav heller ikke de store gevinster.
Dermed er der lagt op til en på alle måder varm sommer i Vestjylland.
Kilde: JydskeVestkysten