Regeringen og aftalepartier vil indføre en national aldersgrænse på 15 år på sociale medier.
Lovforslaget sendes nu i høring og ventes fremsat i begyndelsen af 2027.
Danmark kan fra næste sommer få en national aldersgrænse på 15 år på sociale medier.
Regeringen og aftalepartierne er blevet enige om et lovforslag, der i dag mandag sendes i høring. Forslaget ventes fremsat i begyndelsen af 2027 med henblik på at træde i kraft 1. juli 2027. Målet er at beskytte børn mod blandt andet skadeligt indhold, digitale krænkelser og algoritmer, der kan fastholde dem på platformene.
Ifølge materialet har knap halvdelen af danske børn en profil på sociale medier, når de fylder ti år. Inden de fylder 13 år, har 94 procent en profil på mindst ét socialt medie. Samtidig havde 69 procent af børn og unge mellem 9 og 17 år i 2024 oplevet mindst én digital krænkelse eller anden ubehagelig oplevelse online inden for det seneste år.
Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund mener, at der er behov for strammere regler.
- Vi har længe været to skridt bagud, når det kommer til sociale medier. Med lovforslaget forsøger vi nu at indhente et langt skridt, siger hun.
Lovforslaget er en del af den politiske aftale om digital børnebeskyttelse fra november 2025. Her blev der afsat 160 millioner kroner til området i perioden 2026 til 2029. De nærmere regler skal nu behandles i forbindelse med lovforslaget