Håndboldspilleren Louise Burgaard er klar til at spille med ved EM i Serbien, selvom hun blev skadet ved Møbelringen Cup i Norge i sidste uge.
En skanning viste mandag, at højrebacken kan deltage ved slutrunden, der bliver spillet i næste måned.
- Det er en førstegradsforstrækning i ledbåndet på indersiden af knæet. Den er fire grader, så det er den klart letteste. Det kommer til at tage nogle dage, og hvis alt går, som det skal, så spiller jeg EM, siger Louise Burgaard til DR Sporten.
- Vi tager det lidt dag for dag, men skaden skete i fredags og jeg har fået det meget bedre på de tre dage, der er gået, så jeg kommer helt sikkert til at kunne træne før den første kamp til EM, siger hun.
Louise Burgaard blev skadet i Danmarks første kamp ved Møbelringen Cup, hvor Danmark overraskende besejrede Norges OL-guldvindere.
Hun sad derfor ude i de to efterfølgende kampe mod Frankrig og Sverige.
Danmark indleder EM den 4. december mod netop Sverige.
Frankrig og Makedonien er de to øvrige modstandere i gruppespillet.