80 gange i træk har ingen kunnet ramme den rigtige kombination af Lotto-tal i Italien.
Derfor er Lotto-puljen nu oppe på 125,9 millioner euro. Det skriver Berlingske.dk.
Lotto i Italien, som på italiensk hedder 'Superenalotto', bliver udtrukket hele tre gange om ugen, og alt det kræver for at vinde førstepræmien er seks rigtige tal mellem 1 og 100.
Men det er altså ikke lykkedes for en eneste spillefugl i 80 trækninger i træk. Derfor er puljen nu astronomisk høj.
Faktisk er puljen så høj, at andre end italienerne er interesserede i at få fingrene i den store pengepræmie.
Franskmænd, schweizere og slovenere er i hobetal kommet til den italienske grænse for at købe kuponer.
Og 140 tyskere fløj i går sågar med særfly fra Berlin til Milano alene for at købe sig til en chance.
Ifølge det italienske nyhedsbureau ANSA har spillefeberen medført, at der allerede er blevet spillet Lotto for 280 millioner euro i denne måned, hvilket er mere, end hvad der blev spillet for i hele august sidste år.