Mange Tivoli-gæster er på jagt efter overraskelser og spænding, når de besøger den gamle have. Alligevel blev det nok lidt for overraskende for en kvindelig gæst forleden, da hun valgte at sætte sig op i Tivolis nye forlystelse Vertigo.
Under turen, hvor Vertigo nærmede sig en fart af 100 km/t, blev kvinden nemlig ramt i hovedet af en måge.
Kvinden begyndte pludselig at skrige noget højere, end folk normalt gør i forbindelse med en tur i den vilde forlystelse, har et vidne ifølge berlingske.dk fortalt.
Mågen ramte kvinden tæt ved øjet. Men hun kunne heldigvis gå hjem fra den vilde forlystelse med synet i behold, efter at hun var blevet behandlet af en af Tivolis sygeplejersker.
Lige så heldig var mågen dog ikke - den døde efter kollisionen med kvindens ansigt.
I Tivoli beklager man episoden, og i den gamle have har man nu forsøgt at løse problemet med måger, der flyver rundt tæt på forlystelsen.
"Vi har efter episoden fjernet alle de fiskeautomater, der står ved søen lige ved siden af Vertigo, da det er dem, der er årsagen til de mange måger. Det bør være nok til at komme problemet til livs, men vi vil naturligvis holde stedet under opsyn i den kommende tid," siger pressekoordinator Torben Plank.