Hendes stemme har hver dag mindet tusindvis af mennesker, der kører med Londons undergrundstog, om at passe på mellemrummet mellem perronen og toget, når hun venligt siger: Mind the Gap .
Men det er slut nu.
Emma Clarke - kvinden bag Mind The Gap-stemmen - fik nemlig den idé, at hun ville indtale en række togmeddelelser for sjov og lægge dem ud på sin hjemmeside.
Her kan man blandt andet høre hende sige til amerikanske turister, at de taler for højt, ligesom hun anmoder mænd, der lader som om, at de læser avis, mens de i virkeligheden kigger på sidekvindens bryster, om at lade være med det.
Meddelelserne er aldrig blevet afspillet i undergrundstogene, men ledelsen i London Underground synes ikke, at det var sjovt at høre dem på Emma Clarkes hjemmeside.
Slet ikke da hun samtidig i et avisinterview lod forstå, at hun aldrig selv kører med undergrundstog, fordi de er forfærdelige .
- London Underground må desværre meddele, at yderligere kontrakter med Emma Clarke er ramt af alvorlige forsinkelser, lød beskeden fra selskabets talsmand forleden.
Emma Clarke siger, at hun er blevet fejlciteret i interviewet, men hun har stadig sine alternative togmeddelelser liggende på sin hjemmeside.