Sommerens optøjer i London får nu forstaden Enfield til at foreslå en lov mod spytteri.
Byrådsmedlemmerne håber nemlig, at en hård linje mod den "modbydelige, anti-sociale vane" vil genskabe en følelse af ansvarlighed og respekt for nabolaget, skriver Sky News.
"Efter sommerens uroligheder er det blevet endnu vigtigere at få en smule respekt tilbage for vores bydel og Storbritannien. Det er et lille, men vigtigt skridt at starte med spytteriet," siger byrådsmedlem Chris Bond.
Enfield blev slemt medtaget under optøjerne, hvor fortrinsvis unge mænd smadrede butiksfacader og satte ild til tilfældige ting. Det gik hårdt ud over flere af Enfields butikker.
Der er blevet startet en underskriftindsamling til støtte for et lovforbud mod spytteri, og hvis den samler 2.750 signaturer, vil byrådet bede den engelske regering om at forbyde spytteri. Hvor meget det skal koste at overtræde sådan en lov, er endnu ikke klargjort, men i følge avisens oplysninger vil fremtidig spytten kunne koste op mod 680 kroner.
Kilde: Sky News