Detaljerne om Lommemanden - den 55-årige nordmand, der efter politiets opfattelse er en pædofil sexforbryder med flere hundrede overgreb på samvittigheden - vælter frem.
Senest har norske medier gravet frem, at Lommemanden har en bror, der tidligere har været leder i det norske politi. I 90 erne havde broderen det formelle ansvar for efterforskning af sædelighedsforbrydelser i et af de område, hvor Lommemanden er sigtet for nogle af sine overgreb.
Men det var først i 1999, at politiet kom på sporet af den 55-årige rigmand, da han havde forgrebet sig på nogle drenge i en svømmehal. I den forbindelse blev hans hjem ransaget, og Lommemandens bror kiggede forbi under ransagningen.
Men ifølge norske medier forhørte han sig
blot om sagen og opførte sig i øvrigt professionelt uden at blande sig
i politiets arbejde.
Alligevel skal en specialenhed se på broderens rolle i forbindelse med jagten på Lommemanden.
Lommemanden blev anholdt fredag morgen, da en gruppe politifolk ventede på ham uden for hans hjem i Bergen. Da han forlod hjemmet for at tage på arbejde blev han overmandet og anholdt.
I sin hånd havde han en skarpladt pistol. Politiet ved ikke, hvorfor den 55-årige bar rundt på en skarpladt pistol, men en teori er, at han havde forberedt sig på en anholdelse, idet han måske kunne mærke at politiet var på sporet af ham.