Fredag morgen er gået, og der er stadig ligeså mange lokomotivførere sygemeldt som i går. Det oplyser DSB.
Det på trods af, at Dansk Jernbaneforbund torsdag aften gik ud og opfordrede sine medlemmer til at gå på arbejde fredag morgen, hvis de på nogen måde følte sig raske nok til at møde ind.
DSB meldte i går ud, at der var tre gange så mange sygemeldinger blandt lokomotivførerne som normalt. Det tal er status quo fredag morgen.
DSB var forberedt på, at der også kunne være problemer fredag, derfor er køreplanen den samme som torsdag.
Det vil sige, at der kører færre tog mellem Odense og Svendborg.
Mellem Odense og Fredericia er der indsat togbusser i stedet for regionaltog. Og mellem Herning, Struer og Fredericia er der færre tog i myldretiden.
Et enkelt regionaltog mellem Aarhus og Fredericia er desuden aflyst i myldretiden.
Rejseplanen er opdateret med ændringerne, lyder det fra DSB.
Læs også:
Lokomotivførerne i enstemmig besked til DSB: Vi har ingen tillid til jer
DSB truer sygemeldte lokoførere: Mød ind på job!
Hastemøde med utilfredse lokomotivførere: Det handler striden om