En 59-årig lokofører var fuld, da han i april sidste år kørte et Arriva-tog fra Aarhus mod Silkeborg.
Nu er han i byretten blevet idømt 30 dages betinget fængsel for at køre tog med spiritus i blodet. Det skriver Midtjyllands Avis.
Da toget om eftermiddagen den 6. april sidste år begyndte at tabe hastighed på strækningen mellem de to østjyske byer, blev lokoførerens kollegaer i kontrolcentret mistænksomme. De kaldte ham op og kunne konstatere, at han var påvirket af alkohol.
På stationen i Silkeborg blev medarbejderne bekræftet i deres mistanke. En test viste, at lokoføreren havde en promille på 1,95. Politiet blev tilkaldt, og de tog den fulde lokofører med til stationen. Forinden var der blevet fundet en termokande med vin i førerhuset.
I retten forklarede den 59-årige lokofører, at han lider af posttraumatisk stress efter at have været vidne til selvmord og selvmordsforsøg, hvor personer bevidst er trådt ud foran toget. Han fortalte desuden, at han ikke kan huske noget fra turen – formentlig på grund af alkohol og stress-sygdommen. Han afviste at have et alkoholproblem.
Lokoføreren skal foruden sin fængselsdom i behandling for alkoholmisbrug, hvis Kriminalforsorgen finder det nødvendigt. Han er blevet fyret af Arriva og har mistet retten til at føre tog i et år.